Web-projektmageren Ib Potter fra TV Midt/Vest til Co4 i Nupark
2. juni 2010
Foto: Karl Erik Lørup
Tætte relationer til Ikast-virksomheden Co3 gør nu reklame- og webbureauet Co4 i Nupark i stand til at tilbyde kunderne en af Danmarks absolutte sværvægtere, når det handler om online markedsføring af virksomheder og produkter.
Der er tale om den 42-årige underviser og projektmager Ib Potter, der kommer fra TV Midt/Vests kursusafdeling NovaMedia. En arbejdsplads, Ib Potter har spillet en afgørende rolle i opbygningen af.
- Ib Potter skal være med til at opbygge en ny afdeling for online markedsføring hos Co3 og Co4. Flere og flere efterspørger hjælp til at få deres virksomhed og dens produkter markedsført på nettet. Der er mange værktøjer og muligheder at holde styr på. Derfor styrker vi os med et kendt ansigt og en tung profil, der længe har bevist sit værd overfor en lang række kunder i det midt- og vestjyske og markeret sig som en efterspurgt foredragsholder og rådgiver, forklarer Per Henriksen. Han sidder dagligt i Nupark. Et par dage om ugen gør Ib Potter ham selskab på kontoret.
Ib Potter skal som Online Marketing Chef være Co4 og Co3’s omdrejningspunkt og drivkraft, når det handler om online markedsføring med de mange muligheder, internettet byder på af platforme, medietyper og kommunikationsformer.
- Jeg glæder mig til fuldt ud at hellige mig online markedsføring. Det bliver perfekt at kunne tage det bedste fra medieverdenen og markedsføringsverdenen og kombinere det, vælge det bedste og sørge for, at det bliver ført ud i livet, siger Ib Potter, der er ekspert, når det handler om opbygningen og brugen af nye sociale medier som Facebook, Twitter og YouTube.
Den erfarne mediemand har i årevis været en af branchens toneangivende og har blandt andet markeret sig som en populær blogger om online markedsføring.
- Det er et farvel til 13 fantastiske år i et lunt og meget kreativt miljø på TV Midt/Vest og NovaMedia. Og det er et goddag til 20 professionelle webfolk, udviklere og kommunikationsfolk, som jeg ser frem til at sparre og udvikle mig med, siger Ib Potter.
Ud over Ib Potter arbejder Per Henriksen også tæt sammen med journalist Hans Krabbe fra kommunikationsbureauet NewsRoom. Også han arbejder i Nupark.
- Ambitionen er, at vi skal være det mest kompetente bureau i vores område. Det kræver, at vi har de bedste folk på holdet, siger Per Henriksen.